Der er to mænd,
der bestandig krydser min vej,
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved mit hjertes dør,
jeg lukker ham aldrig ind.
Den ene gav mig et vårligt pust
af lykke der snart fór hen,
den anden gav mig sit hele liv,
og fik aldrig en time igen.
Den ene bruser i blodets sang,
hvor elskov er ren og fri,
den anden er ét med den triste dag,
som drømmene drukner i.
Hver kvinde står i mellem disse to
forelsket, elsket og ren -
én gang hvert hundrede år kan det ske,
de smelter sammen til én.
Af Tove Ditlevsen
Jeg elsker det her digt af Tove Ditlevsen! Selvom digtet er rimelig trist, minder det mig om en god tid jeg savner helt vildt, nemlig tiden på efterskole. Under eksamensperioden på efterskolen sad mig og nogle venner uden for i solen på nogle tæpper og læste forskellige ting, som vi skulle bruge til vores eksamener, og det var her jeg læste digtet. Hver eneste gang jeg læser noget af Tove Ditlevsen minder det mig om sommer, efterskole og dem jeg savner helt vildt derfra.