5. april 2014

En speciel plads i mit musikhjerte



I dag er det præcis 20 år siden at Kurt Cobain begik selvmord. Jeg er (som tidligere flittigt nævnt) kæmpe fan af Kurt Cobain og ikke mindst Nirvana, så dagen idag har været fyldt med Nirvana musik, interviews, dokumentarer, billeder osv. og så har jeg også fulgt med i P6's 6-timer lange radioudsendelse om Nirvana, som var mega fedt. Så dagen i dag har altså ikke gået med at sørge over Kurt Cobains død, men i stedet fejre hans geniale musik, karismatiske personlighed og fascinerende liv! Men jeg må dog indrømme at det er blevet til et par tårer i løbet af min tid som Nirvanafan, for selvom jeg ikke engang levede da Kurt døde, betyder det på ingen måde, at jeg ikke har sørget over hans død. Jeg husker tydeligt at jeg, i en periode, som 13-14-årig ofte græd næsten dagligt over Kurts død, da det var gået op for mig, hvor meget jeg elskede hans musik, at der aldrig ville komme mere musik fra Nirvana, og at jeg aldrig ville få muligheden for at opleve dem live. 
Jeg er faktisk ikke engang sikker på hvordan jeg opdagede Nirvana, men jeg kan huske at da jeg først havde opdaget deres eksistens og dermed deres hjernedøde gode musik, kunne jeg ikke få nok. Jeg brugte mange timer på youtube, på at høre alle deres sange og på at finde ud af alt om dem. Jeg købte Nirvana albums, dokumentarer, t-shirts, plakater, bøger og meget andet merchandise. Jeg husker også at jeg engang har skrevet en engelsk novelle i folkeskolen, som handlede om hvordan Kurt fik sin første guitar af sin tante og senere blev rockstjerne. Dette var en af de eneste gange i mit liv, hvor jeg har nydt at lave lektier! Den dag i dag er jeg stadig lige så stor fan af Nirvana og hører deres musik så ofte jeg kan, og jeg kan stadig få kuldegysninger når jeg sætter deres musik på. Jeg er sikker på at mit forhold til Nirvana aldrig vil ændre sig, for de har sgu en helt speciel plads i mit musikhjerte, som ingen andre bands kan erstatte! 
Jeg kunne skrive flere sider om Nirvana, men jeg må hellere holde her, og lige dele nogle sange. Jeg har bogstaveligt talt brugt flere timer på at beslutte hvilke jeg skulle dele i dette blogindlæg, men jeg kunne ikke blive enig med mig selv, fordi det simpelthen er umuligt at vælge (jeg elsker dem så højt!). Derfor har jeg bare valgt nogle lidt tilfældige sange (en sang fra hvert album), som jeg vil dele: 


"About a Girl" fra debutalbummet Bleach 


"In Bloom" fra albummet Nevermind


"Dumb" fra albummet In Utero 


"Sliver" fra albummet Incesticide




"Where Did You Sleep Last Night" fra deres "Unplugged in New York" koncert. 
(Denne SKAL høres helt til slut!). 

Hvis du vil læse mine andre indlæg om Nirvana, kan du bare klikke på den røde "Nirvana"-etikette under indlægget.

1 kommentar:

  1. Du lyder virkelig til at være en kæmpe fan, og det må virkelig være fantastisk at være så glad for en kunstner, og Nirvana er uden tvivl et fantastisk band, og det kan jeg sige, selvom jeg ikke har hørt så meget af deres musik :D

    SvarSlet